Wax on, wax off..

Efter en uge dømt nul træning pga en let forstuvet ankel, og derefter en omgang ynkelig ”man flu”, så var det blevet tid til at holde fanen højt for alle os, som elsker slik, chokolade, chips og dip, hvor man ved sidstnævnte lige stikker en finger ned og skraber kanterne for at få det sidste med, når ingen ser det...

Beslutningen blev taget da jeg fandt M i færd med at servere juice til 4 usynlige venner mens han sagde ”åh åh” i bedste Teletubbie stil. Han for da også ud til hoveddøren og hev i håndtaget, da han så mine træningssko, men blev utålmodig da jeg ikke kunne finde bilnøglerne, og stod til sidst og råbte og skreg mens han bankede febrilsk på døren som den tasmanske djævel fra Disney sjov. Trækker på smilebåndet, da jeg finder bilnøglerne i hans hjemmesko, og tænker ”Karma er en kælling M...”

Normalt holder jeg mig nede ved udgangen, da det giver en falsk tryghedsfølelse af anonymitet, hvor jeg blender ind i omgivelserne lige så godt som Borat i hans grønne ”mankini” med mine alt for korte ben, muffintoppen og ukontrolable armbevægelser. Desuden kan damerne fra creche’n komme og hente en hvis barnet har skidt og skal skiftes.

Men lige nøjagtig i dag vil jeg gerne lidt tættere på instruktøren, så jeg bedre kan se positionerne, da jeg for nogle uger siden overstrakte den ene hofte i min iver for at opnå ”lange smidige lår”, som alle Victoria Secret Angels modellerne har.

Men det er om at holde sig til for yoga gazellerne er lynhurtige og målrettede efter deres faste pladser oppe ved spejlet, så de kan beundre sig selv i de mest tyngdekræftskrænkende positioner.

I dag var jeg dog fast besluttet på at kunne udmanurere dem, og om det var på grund af min mindre elegante trampende gang med yoga måtten svingende fra side til side, håndklædet slæbende efter mig, som toiletpapir på en hæl, en skvulpende dryppende vandflaske eller min foroverbøjede søløve cigar ryger hoste, så fik jeg min udsete plads, mens de drak deres grøntsagsimmunbooster shots med nervøse trækninger – præcis som gazeller der lugter en løve.

Får kvinder også midtvejskrise sammen med overgangsalderen? I en yoga time for nogle uger siden opdagede jeg en kvinde i overgangsalderen, som havde fundet sit gamle neon farvede træningstøj fra 80’erne frem fuldendt med svedbånd, benvarmere og alt alt alt for høje hofte udskæringer. Normalt ville jeg sige kudos til denne kvinde, da hun tilhører min flok af bisoner okser med  knuprede lår og bløde arme, men desværre, for mig, opdagede jeg hende da vi var i følgende stilling:

 

Brazilliansk voksning blev ”opfundet” i 1987 af en salon i New York, og efter alt tyde så var dette ”fænomen” ikke kommet til Australien, da hun pakkede sit træningstøj ned sidst i 80’erne eller så fandt hun ikke folderen fra sin beauty salon, da hun fandt tøjet frem anno 2014. Vi snakker ikke om en antydning eller ”misfarvet” område, men om en utæmmet hæk, som i de sidste 25 år har været omdrejningspunktet i en nabostrid om retten til ejerskab og tydeligtvis ikke blevet afgjort endnu.

Kender i det hvor man bliver taget i at stirre, og man prøver at være hurtig som en ninja, når personen man stirrer på laver den mindste bevægelse?

Det er først da instruktøreren for 3. gang råber ”...og så går vi i downward dog”, da det går op for mig, at jeg stadigt står i ovenstående stilling med udspillede

øjne og munden fastfrosset i et lydløst skrig. Panikker, da vi får øjenkontakt, og prøver hurtigt at komme ud af stillingen, som ender med at jeg banker hovedet mod gulvet med et højt dunk, og tiltrækker endnu en gang hele klassens opmærksomhed.

Resten af timen foregår i en omtåget tilstand med en dundrende hovedpine og et fastfrosset billede på nethinden.

Tilbage til til timen, hvor jeg stadig har optur over at have udmanureret alle gazellerne, og står nu og pruster og sveder som den bisonokse jeg nu er, men stivner brat, da jeg opdager at jeg har glemt min ”underarm waxing” tid i går, og står nu og kigger på:

Tiden står stille, det ringer for ørene, prøver at få armene ned men mine skuldre er fastlåst. Kigger desperat rundt og resten af klassen står i ”downward dog”, og skynder mig at fake et hosteanfald, som er så kraftigt at jeg bliver nødt til at forlade timen, og kører direkte hen til salonen.

Dagens lektie: Karma er en udspekuleret led kælling!

Når ludobrikker... Del 2

Jeg må nok med tungt hjerte indrømme, at jeg er blevet en af de trælse bedrevidende mødre, som siger: ”Du skal sove når baby sover...”

Jeg elsker at sove! Efter at have været sammen med min mand i 4 år erklærede jeg i et svagt øjeblik, og fuld må jeg også have været, at jeg måske elskede ham mere end at sove.

Derfor kræver det stor selvbeherskelse, når der står en mor og snøfter nedladende: ”Sove midt på dagen?! Nej, jeg kan simpelthen ikke sove midt på dagen, tænk på alle de praktiske ting man kan nå.” Så er det jeg har alleremest lyst til at råbe som Fru Murermester Jessen: ”Det er ikke fordi jeg har lyst, det er fordi jeg TRÆNGER!”.

Derfor er det helligste tidspunkt på dagen for en hjemmegående hvad enten man TRÆNGER til at sove eller skal have ordnet en masse praktiske ting – middagsluren.

Desværre kommer der ofte en lort på tværs som ødelægger middagsluren uanset om det er efter 20min eller 1,5 time. Derfor finder man mig tit og ofte i squat stilling foran M, efter frokosttid, og siger pres, pres, PRES efterfulgt af HRMMMMMMFFF. Er ikke sikker på at han forstår hvorfor mor sidder foran ham bordeaux rød i hovedet og siger mærkelige lyde... Dette er oftest en resultatsløs øvelse, men den sjælden gang lorten kommer, så vil begejstringen ingen ende tage hvor både Facebook, Twitter og Instagram bliver taget i brug.

Vræeeeel, barnet har skidt og kun sovet 40 minutter – suk!

Tørrer hurtigt sovesavlet på min kind af med bagsiden af min trøje, mens jeg bandende og svovlende går mod hans værelse. Han er i selvfølgelig i pisse dårligt humør.

Efter en kamp på badeværelset hvor jeg skiftevis kæmper med en flitsbue og en orm, får han i kampens hede fat på hans fyldte ble med en hånd og hiver den over hovedet. 

”Naarrrrrj.....” råber jeg skrækslagent og i bedste slow motion stil slipper alt i hænderne, og kaster mig ind over barnet, griber bleen med den ene hånd, men stivner brat da jeg mærker en halvlunken, grynet og halvfast genstand blive presset ud mellem mine fingres krampagtige greb. FUCK! 

Derefter ringer det højt for ørene,  da jeg bliver headbuttet af M, som kæmper for at få luft under min 100kg dødvægt.

Får skiftet M med en hånd, mens den anden ligger i blød i en blanding af klorin og salmiak. Stadigt hiksende over traumaet på badeværelset og gnaven over at blive vækket af sin lur, får M lov til at se Teletubbies, imens jeg hopper i bad.

Tilbage i køkkenet står opvaskemaskinen og kigger provokerende på mig, men da jeg ser M’s rester af frokosten på tallerkenen ved siden af vasken, slår det mig at jeg endnu ikke har fået morgenmad. ’One man’s loss another woman’s gain. M’s frokostrester bliver min morgenmad og frokost samtidigt med at opvaskemaskinen bliver tømt – det er sandt, vi kvinder er mestrer i at multitaske.

”Kører om 5min” skriver jeg til min veninde, imens jeg febrilsk løber rundt i hele lejligheden for at finde bilnøglerne. Hvorfor lærer jeg aldrig at ligge nøglerne uden for M’s rækkevidde??? Finder dem liggende i Legohovedet sammen med hans ene sko. Får øje på vasketøjet på vej ud af døren. Vasketøjet, som jeg havde lovet mig selv, skulle tages ned inden Bodypump, men i det mindste er vasketøjet det eneste hængeparti når vi kommer hjem.

Efter en typisk playdate på legepladsen, hvor man prøver at holde en samtale kørende samt holder et vågent øje med at barnet ikke falder ned og brækker halsen fra rutschebanen, alt imens man balancere latten i den ene hånd og banan, mobil og rosinposen i den anden. Som altid render min latte ned af  hånden og underarmen, og af en eller anden grund er  jeg mere beskidt end M når vi kommer hjem.

Manden træder ind af døren, som resulterer i et hysterisk anfald fra M. Heldigvis er maden færdig med hjælp fra Teletubbierne, og vi kan sætte os til bordet med det samme, og måltidet foregår i forholdsvis fred og ro, hvis man ser bort fra den første halve time, hvor M lå hylende med baskende arme på gulvet fordi han overraskende skal sidde ved bordet og spise.... Det er en fase, det er en fase... FASE!

Efter badetid, legetid og godnathistorie skal puslespillene samles, bøgerne i reolen, træmaden samlet og legoklodserne i legospanden, før jeg kan sætte mig på sofaen, hvor jeg så ivrigt blogger om min total berigende dag som hjemmegående overskudsmor...

Godnat.... zzzzz

Når ludobrikker er en morgenmadsreklame. Del 1

Tænk at der skal en forstuvet ankel til at jeg kan finde tid og mentalt overskud til at skrive på bloggen.

Min veninde spurgte mig da jeg startede bloggen, som selv er hjemmegående, hvornår jeg ville finde tid til at skrive. Kan ikke helt præcist huske hvad jeg svarede, men er ret sikker på, at jeg tænkte halvt bedrevidende og halvt fordømmende med et strejf af overskud på den trælse måde: "Tid!?! Man har da masser af tid som hjemmegående!", men som så meget andet i livet, må jeg spise et stort stykke humble pie, som man siger på engelsk, eller rettere en hel pie hver dag de sidste 4 måneder. Det ironiske er, at jeg faktisk skrev mine første indlæg mens jeg stadigt arbejdede.

Nu slår hjernen mentalt fra når manden kommer hjem fra arbejde, og når barnet er puttet er den sat til opladning til dagen efter.

Nogle vil mene at hjernen stadigt kan fungere efter en dag på arbejdet, fordi den er blevet intellektivt stimuleret hele dagen, hvor en hjemmegåendes hjerne består af kødgryder, støvklud og soap i TV'et. Den teori vil jeg gerne tilslutte mig, når jeg begynder at undskylde overfor nullermændene i hjørnerne inden de bliver støvsuget.

Men hvad får man tiden til at gå med som hjemmegående?

M vågner mellem 7.30 -8.30, og jeg prøver stædigt at sove, indtil han vågner, på trods af at manden står op kl. 7 og rumsterer med lys og lyde. Prøver stædigt at fastholde nattens drøm om shopping, ferie og cocktails med to hovedpuder presset over hovedet, og hver morgen laver jeg en mental liste over at pærene i sove- og badeværelset skal skiftes ud med lavere watts, og der skal filt puder på ALLE skabslåger og skuffer.

Både liste og cocktails bliver glemt når der lyder høje utålmodige hyl fra babyalarmen. Lydende er den sidste halve time blive ignoreret til fordel for den varme dyne og puderne er nu presset sammen til ørepropper. Den dårlige samvittighed trækker puderne ud af ørerne og den søvnige krop forlader nattens drøm om fordumstid, hvor man var udhvilet, rynkefri og uden poser under øjene. På den anden side ville jeg nu også råbe højt, hvis jeg havde siddet i min morgenlort den sidste halve time...

Efter morgenritualet på badeværelset er overstået, skal barnet fodres. Imens havregrøden koger i mikroovnen, overvejer jeg hvilke lækkerier mine sofistikerede smagsløg skal fodres med til morgemad.... En let toasted bagel med røget laks, philadelphia, rødløg, tomat med en strejf af citron eller en engelsk bacon buttie med sprød bacon i en bolle med "brown sauce" - tænderne løber i vand....

Diiiing, siger mikrobølgeovnen, og M står og råber "Maaaa", mens hans danser stepdans samtidigt med han er ved at hive pyjamas bukserne af mig. Han har på det sidste nægtet at sidde på sin stol og spise, hvor han kun vil sidde på mit skød uden hagesmæk og selvfølgelig egenrådigt selv styre skeen med havregrød. Selvfølgelig er i dag ikke en undtagelse.

Sætter ham på stolen og han stikker i et hyl med det samme, og inden hagesmækken er fundet frem er han kravlet ned og står og hyler omkring knæene på mig.

• Prøver stolen igen [Please, det er i dag det virker..]
• Lokker med en ske fuld af havregrød [Tag nu skeen, tag nu SKEEN]
• Havregrød på stol, havregrød på væggen [For helvede, hvornår blive jeg klogere???]
• Kommer op på skødet, men bliver kradset i ansigtet [1-2-3-4.... MØGUNGE!]
• Ned på gulvet [Hvor svært kan det være?]
• Supermarkeds syndromet i bedste vis [Suk....]
• 10min er gået [Skal jeg bare lade ham sidde ved mig?]
• Stolen igen [Hvis andre kan få deres børn til at spise på sin stol, så kan jeg også!!]
• Havregrød flyver igen [Nå måske ikke...]
• Suk [Hvor er det nærmeste hittegodskontor?]

Efter 20-30min af konstant skrigeri vinder sulten over viljen og han sidder nu pænt og spiser på sin stol. Smiler over hele femøren og charmer alt det han har lært. Det er så nu, jeg skal skrive at smilet af mit barn får de sidste 30min til at komme direkte i glemmebogen, og smiler kærligt tilbage mens solens varme morgenstråler falder blødt på os gennem vinduet...

Fandemer nej, møgunge! Mine ører har midlertidigt tinitus, imens øjene skanner området for havregrødsklatter. Hvis jeg var en ludobrik, var jeg slået hjem nu.

Shit, er klokken allerede 9.30, min Bodypump time starter om en halv time!

Får tørret det værste havregrød af M's tøj, hår og ansigt imens det indtørrede snot og den grønne bussemand bliver ignorereret. Ja, jeg er en af de mødre.... Morgenmad?! Nå ja, det siges at man træner bedst på tom mave.

Farer ind i soveværelset og trækker min yummy mummy uniform på; det sidste nye yoga/træningstøj fra Lorna Jane (den tager vi senere...)

Havregrødsklatter, mælk, stol og køkken får lov til at stå, og vi er ude af døren inden for 10min.

Når ned til garagen og skal have ham spændt fast i stolen... Trækker vejret dybt og tæller til tre (ti hvis vi er i god tid), og prøver at få flitsbuen foran mig til at passe ned i stolen.

"Det er kun 5min" tænker jeg og tænder opgivende iPaden foran ham, og straks slapper flitsbuen af, og kan bakke ud af garagen indenfor 2min. Når lige nøjagtigt timen mens bænk, vægte, stang og måtte flyver omkring mig. De andre i timen trækker nervøst deres bænk en halv meter længere fra mig inden instruktøren starter.

Fitnesscentret har en creche, hvilket er en såkaldt pasningsordning. Det betyder, at han kommer til at lege med andre børn - desværre kun 90min. Det er win-win-win situation med gratis parkering, barnet bliver socialiseret, det er billigere end legegruppe efter 3. ”besøg” på en uge og vigtigst af alt: ALENE tid. Ekstra plus er at jeg forhåbentligt snart kan gøre mig fortjent til yummy mummy uniformen, som mest af alt ligner en kæmpe softice med guf på.

Hvis han ikke virker træt efter træning, runder vi formiddagen af på legepladsen.

Underligt nok glemmer jeg altid hvordan lejligheden så ud, da vi tog afsted. Er ved at skvatte i en brandbil, som ligger lige inden for døren, og skraldespanden, som stod klar til at blive taget med ud, men blev nedprioriteret i farten, står stadigt og lugter af gårsdagens madrester.

Sjovt nok har havrgrødsklatter og mælkerester, som nu har formet skind, ikke fundet vejen ud til vasken. Hvorfor sker sådan noget kun i Disney film? Hurtig rengøring af M's stol, hagesmæk og spiseunderlag, og frokosten bliver serveret i forholdsvis fred og ro, mens jeg tørrer de sidste rester havregrød af væggene og kravler rundt under bordet med en fejebakke og en gulvklud, og så er det MIDDAGSLUR!

Fortsættelse følger...

Min lorteopskrift: Sveskemos og vandmelon

Min mand er i Malaysia på forretningsrejse, og efter jeg havde set diverse serier, som var optaget på digi boxen, nej ikke Horton Sagaen eller Glamour, så skrev jeg et laaaaaangt indlæg om min første uge som hjemmegående.

Vores nye computer er mærkelig, og nej det ikke en fejl 40, men netop som jeg skulle til at uploade denne post, gik computeren tør for strøm, og da jeg fik sat strøm til var det hele væk. Hvis det ikke havde været fordi, jeg er alene mor i denne uge, så havde både computeren og jeg taget springet ud over balkonen, det havde været mindre smertefrit.

Men summa summarum er:

1.     Jeg har mere travlt end da jeg arbejdede... I dag har jeg blandt andet skiftet 5 lortebleer!

2.     Jeg er TRÆT! Hvorfor er Teletubbies på dansk forsvundet fra Youtube?

Dagen i dag...

7.45 Fact: Karma er en kælling!

Det konstaterede jeg kl. 5.45 i morges, da M mente det var morgen pga en meget tung ble. Nogen vil mene, at det er normal tid at stå op, men M plejer at sove til ca. 7.30, så lad mig sætte det i perspektiv... Forestil dig, at du istedet skal op kl. 4.15!

Stadigt sovende med hjernen sat på autopilot imens jeg famlende i mørket prøver at skifte hans ble, for ”tænk nu hvis han kunne sove lidt mere” tænker jeg naivt, som en blondine hvis lyse striber har siddet alt for længe.

Naiviteten længe leve, imens jeg bander og svovler over mig selv for at give ham det ekstra store stykke vandmelon til dessert aftenen før, så jeg kunne gøre køkkenet rent imens. Prøver at vugge ham i søvn, som bliver kvitteret med skrig og skrål, som højst sandsynligt er et resultat af at min ”sov NU” morgenånde kom for tæt på hans næse.

Drømte et halvt år tilbage, hvor jeg kunne tage ham ind i soveværelset og ligge ham på gulvet, alt imens jeg sporadisk kastede legetøj rundt på gulvet. Jo mere legetøj jo bedre, for jo længere tid ville han kravle rundt til hver ting, og jeg kunne snildt snooze en time længere.

I dag ville jeg få alt legetøjet kastet i hovedet, efter han først havde prøvet, at proppe det ind i min mund, nok fordi han var træt af at se og høre på mit savlen og snorken.

Rasmus Klump på ipaden blev min redning, og en halv time senere vågnede jeg af en baby lussing og ordet ”MAM”. Hvornår kan man lære en baby selv at programmere mikroovnen?

Planen var derefter at så snart han havde fået morgenmad og skidt i bleen, så ville han få en flaske så VI kunne sove igen.

Men hvad fanden har jeg gjort Karma? Barnet ville ikke skide!

11.00 Legegruppe og shopping

  

18.30 Karma 1 - Anja 1

Sniger ninja tutorials'ne var ikke spildt, da en snedigt udtænkt plan gav M sveskemos og vandmelon kl. 15.00, hvilket resulterede i 5 lortebleer på 3 timer. Han føltes faktisk lettere da jeg bar ham ud efter den 5. ble!

Da han fik hans signatur blå røde kinder og åren i panden poppede ud akkompeneret med ”hhrrrrhhhhhmmmmffff” midt i hans bad, røg han fra badekar til potte i et split sekund, og derved reddede mig selv fornøjelsen af at adskille lort og legetøj fra hinanden.

Man skal fejre sine sejre, og jeg er mentalt ved at skrive min acceptance speech, når jeg modtager ”Mum of the year” award!

En Victoria Secret model med buddingmave

Man ved det er på tide til at købe nyt tøj, eller gå på slankekur, når det tætsiddende tøj ligger nederst i skuffen, og har en umiskendelig lugt af ens oldemor.

Jeg orker ikke længere at trække maven ind, når man lyder som en dårlig audition til X-factor ved hver samtale, fordi man ihærdigt prøver at vedholde illusionen om en ikke eksisterende muffin top.

Det sidste tegn må være når det ene par jeans, af de sidste to man kan passe, er revnet lige under lynlåsen ved skridtet, og muffin toppen er i stedet forvandlet til en 5 lags lagkage.

Derfor skal min muffin-, lagkage- buddingmave, kært barn har mange navne - foruroligende er de alle madrelateret, have lov til få frit lejde i nye klæder. Ihvertfald indtil den lille dreng råber “jamen hun har en stor mave”. Hvorfor låste Kejseren ikke den nævenyttige dreng helt væk?

Gårsdagen’s fridag skulle derfor bruges på at shoppe budding formet tøj med en veninde og M, hvor sidstnævnte benyttede chancen til at jage piger. Min veninde havde foreslået Birkenhead Point shopping center, som består hovedsagligt af outlet butikker. Det er da "heaven on earth" for en shopping hungrende snart hjemmegående mor. Hvem gider at købe "this season" alligevel...?!

Med masser af cafeer og restauranter med højstole og såkaldte parent rooms, så er det et godt sted for mødre med børn. En legeplads, når mor skal have et overblik over dagens fangst med den obligatoriske caffe latte, ville gøre stedet perfekt.

En klog person sagde engang, at shoppe er at købe drømme og jage luftkasteller, hvor især kvinder drømmer om at ligne den perfekte Victoria Secret model, som absolut ikke har buddingmave, appelsinlår eller michelinarme.

Efter gårsdagens shoppetur er jeg tilbøjelig til at give denne person ret, hvor mit absolutte luftkastel er, at igen kunne gå i tårnhøje hæle, uden at ligne en, som i farten har forvekslet trusser med en brugt bukseble. Dermed ikke sagt at man ikke kan presse et par kartoner appelsinsaft eller fire ud af mine lår.

Min tur på vej ind i luftkastellet...

1. køb: Sandaler fra Steve Madden

Realitetssansen er stadigt intakt, og man kan godt være hjemmegående med et touch af Glamour.

2. køb: Støvletter fra Steve Madden

Googler definitionen 'realitet'. Jamen det bliver jo snart vinter her i Australien, og så er det for koldt med sandaler. Desuden er det en god fra "work to evening wear"....... Nååårh nej! ...men de er da perfekte for en god shoppetur!

3. køb: Stiletter fra Steve Madden

Realitet? Er det noget man kan spise? Ringer lige til min agent, og siger, at jeg godt kan gå runway til Victoria Secret's næste Angel show?

4. køb: Converse til M

M skal da matche Suri Cruise næste gang de skal på playdate!

M kastede sin kærlighed på den fineste 3 årige lille pige med hjerteformet ansigt, brune øjne og rottehaler. M, som åbenbart havde fulgt med ind i mors luftkastel, havde besluttet, efter at have indgående studeret sig selv i et spejl, at han ER den 5. blå Teletubbie.

Så med fuld charme, selvtillid og lækkert hår gik han over til pigen, hvor han udførte hans egen version af ”Boing Boing”. Pigen, som forståeligt nok aldrig har set Nik & Jay, flygtede bag sin klapvogn, imens hun hev sin uanende far i bukserne.

På dette tidspunkt blev det min tur ved prøverummene, og da jeg kom ud stod M i bedste Thomas Helmig stil og bankede (læs: hamrede) på en dør til et prøverum, som pigen var flygtet ind i, men han måtte forlade butikken med et knust hjerte af ugengældt kærlighed.

Da vi kom hjem fik han en mariekiks til øjene og en varm flaske mælk, imens han blev opmuntret af de 4 andre Teletubbier.

Projekt Hjemmegående

Godt nok har jeg nu købt tøj til min nye rundere figur, men for at undgå alle kommentarerne om ”Neeeeej, hvornår er du sat til?” eller ”Er du sikker på der ikke er to derinde hø hø” (hvis den tid kommer), så skal jeg ud at gå med M i minimum en time af gange 3 gange om ugen – gerne flere.

På plus siden har jeg nu sørget for graviditetstøj, så med snusfornuftig kvindementalitet kan jeg nu dobbelt retfærdiggøre gårsdagens tøjkøb.

Når Ulrich Thomsen ligger i sengen...

Mon ikke alle forældre, især mødre, på et eller andet tidspunkt har stået med en skrigende baby og tænkt: Det kan UMULIGT at være mit barn. H*n må være blevet forbyttet på hospitalet...

Da M begyndte at få kindtænder for halvanden måned siden, slog netop den tanke mig, da jeg for 10. gang den nat stod inde på M's værelse med blodsprængte øjne, uglet hår og høreværn.

Da jeg efterfølgende fik historier fra mødre om deres wonder babies, som fik alle 28 tænder PLUS visdomstænder indenfor 2 dage uden et vræl, så tilbragte jeg mange timer på vores balkon, alt imens jeg vurderede afstanden ned til jorden. 

Blev enig med mig selv om at lejligheden ikke er højt nok oppe til, at jeg kunne gøre nogen skade på mig selv udover et par skrammer og brækkede knogler. I det mindste ville jeg endelig komme til at ligne den zombie jeg nu var.

Istedet Youtube’de jeg “sniger ninja movements tutorials”, så den næste mor med en wonder baby ville få et sniger knockout med midlertidig hukommelsestab.

Side note... Hvad blev der af moder- og søster solidariteten, når en mor svæver halvvejs mellem en zombie og en selvlysende onesie med flap? Har aldrig checket ordbogen for definitionen, men er nu overbevist om at det er et synonym med: Et hunkønsvæsen med spontant rullende øjne og hånlige snøft gennem svælg og næsebor.

Efter 45 nætter (lyder længere end halvanden måned...) med natteskrigeri fandt jeg mig selv i et hjørne rokkende frem og tilbage, mens jeg plukkede mine øjenvipper.

Det var dagen efter natten hvor jeg fandt Ulrich Thomsen liggende i M’s seng og råbe: 'Jeg skal sku da ha noget mad! Jeg skal have et bad! jeg stinker af muggen røv! Jeg skal have noget coke! det skal jeg da ha’ Thorkild. Det skal jeg da ha’.

Stak mig selv et par lussinger, som jog den dårlige samvittighed væk, og fandt derefter en skrigende M i sengen. Gav ham et skud paracetamol og krydsede fingrer for at ibuprofen flasken ikke skulle i brug den nat.

Min veninde havde tidligere nævnt at jeg var velkommen til at låne en ravhalskæde fra deres søn.

Jeps, en ravhalskæde...!

Må have sovet i den fysik time hvor vi lærte om ravets magnetisme... Men ikke desto mindre skulle den såkaldte magnetisme lindre smerterne – jow jow!

Min attitude til ravhalskæder to måneder før var meget lig moder-/søster soldariteten.  UNDSKYLD! 

Efter et uforståeligt hulkende opkald til min veninde havde M halskæden på en halv time senere. Vi har siden den dag sovet betydeligt bedre, og har ikke haft brug for hverken paracetamol eller ibuprofen. Gad vide om ravets magnetisme kunne bruges i forbindelse med behandling af stofmisbrugere...? M kunne sådan set være “patient zero”.

Nu kommer karma, den lede kælling, garanteret og straffer mig noget så grusomt, når det er hjørnetændernes tur. Hvis dette er tilfældet, og der bliver rapporteret om en arresteret mor, som dansede regndans nøgen midt på strøget, mens hun messede “tænder”, så kom venligst og betal kaution for ‘utidig opførsel og forstyrrelse af offentligheden’. Måske jeg skulle prøve at opdrive rav på størrelse med fodbolde først, eventuelt krydret med et par krystaller for god karma.

Nedtællingen er startet

13 dage... 13 dage til at definere mål, målsætning, objektiver, milestones, fremgangsmetode og statusrapporter. Hvem sagde at livet som en hjemmegående husmor er kedeligt?

Tror lige jeg tænder for Horton Sagaen for det kan jeg ikke lige overskue at lave nu...

Dellebrød og onesies med flap

Madplaner er noget af det mest kedelige og uinspirerende der findes! 
Hvem gider seriøst at vide en uge i forvejen hvad aftensmaden lyder på?

Sedlen på køleskabet, er et svagt minde fra fordumstid om katinedamerne, Ina og Erna, og dagens ret på Handelsskolen.
Rækker ud efter en kuglepen og skriver på hånden: dellebrød - næste uge - madplan

Før M lavede vi mad max 2 gange om ugen, og forstod aldrig helt konceptet med en madplan. Prøvede en gang eller to, men endte altid med en økologisk kompost dynge i grøntsagsskuffen.

Vores uge lød nærmere:

Den romantiske: Skatter, hvad med dig og mig tager ud og får lidt kærestetid, imens vi kigger hinanden dybt i øjene?

Den impulsive: Skaaat, nupper du ikke lige noget lækkert med på vej hjem?

Den dovne: Hvilket nummer vil du have?

Den uinspirerede: Har du spist den sidste cup noodle?

Den fulde: Jeg er på vej hjem nu, skal du have en kebab med?

Man ved derfor, man er blevet mor, når panikken spreder sig, og pulsen tangerer faretruende i zonen af et hjertestop, alt imens man løber rundt som en hundehvalp, der bider efter sin egen hale kl. 8.00 om morgenen, fordi man ikke kan finde ugens madplan!

Total blackout på trods af at listen blev skrevet og handlet ind til, ikke mindre en 16 timer før...

Første tanke: "Skal jeg melde mig syg?"

Dernæst: "Så får M pasta pesto igen igen igen..." får øje på det tomme pesto glas i genbrugsspanden.

Så: "Risengrød? Lort, jeg ved ikke hvordan man laver risengrød...!"

PANIK! Midt i en febrilsk sms, som ikke giver mening alligevel (damn auto correct!), kommer jeg i tanke om lasagnen i fryseren, lavet i lørdags netop til i dag. Blodtrykket falder langsomt, men knuden for brystet og Cecil rygerens vejrtrækninger forsvinder først når madplanen er fundet.

....fortsættelsen af gårsdagen’s liste. Jeg SKAL stoppe når:

5. Jeg ikke kan finde vejen til brusekabinen, og Taronga Zoo banker på døren, fordi de tror vi holder gnuer

Disclaimer: Dette gælder ikke i tilfælde af jeg er på barsel med lillebror/søster.

6. Jeg ejer en frækkert af en onesie

Selvfølgelig en selvlysende og med flap, så man ikke behøver at tage den af, når man skal på toilet. Jeg brokker mig derefter over manglende interesse fra min mand!

7. Jeg har Horton sagaen, Naboerne og Glamour til at optage på digital boxen

Jeg indrømmer, at Ridge var vidst mit første crush! Til mit forsvar, var det valget mellem Ridge eller langhårede tyskere som sang schlagere. 

Og hvilken studerende har ikke set Horton Sagaen?

8. Jeg rent faktisk har en kødgryde!

…og begynder at poste opskrifter med billeder her!